Oprindelse

Kalk har i århundreder været anvendt som overfladebehandling af indvendige pudsede vægge og lofter og vægge af mursten og ubrændte lersten. Det har også været brugt på udvendige pudsede facader og murede vægge, og i kalkmørtel.

Kalk findes mange steder i undergrunden. Det er dog ikke alle steder man har lov til at grave det op. I Danmark udgraves kalk i dag kun ved Løgstør i Nordjylland og Faxe på det sydøstlige Sjælland, og det brændes nu kun ved Faxe. 

Råmateriale

Kalk til at kalke vægge med er lavet af brændt stykkalk uden tilsætningsstoffer, tilsat (læsket på) vand.

Kalkens kvalitet afhænger af fremstillingen. 

Stampet kalk, der er billigst i indkøb, er ret grov i kornstørrelsen, hvilket betyder at den binder dårligere. Det betyder, at man risikerer at skulle kalke hvert år. 

Kulekalk er brændt kalk, der er læsket med vand og derefter lagret i en lufttæt kalkkule. Herved udskilles overskudsvand og kalken bliver findelt på en naturlig måde til ganske små partikler. Jo længere den lagrer, jo mere findelt bliver den, hvilket betyder at den får en særlig god evne til vedhæftning uden afsmitning. Det gør den særlig holdbar og giver desuden en øget refleksion af lyset. 

Lagringstiden for kulekalk er min. 12 måneder - nogle producenter lagrer i minimum 2 år - i et ’kuleanlæg’ og den kan lagres videre i spanden. Man kan også købe kulekalk, der har lagret i over 20 år, hvorved man opnår en særlig god og holdbar kvalitet.

Kalkmælk, er kalk eller kulekalk rørt/pisket op med 6 dele vand. Kalkmælk kan tones med kalkægte pigmenter i en lang række farver. 

Kalkvand, er det vand der er tilbage, hvis man rører en kalkmælk og dernæst lader kalken bundfælde sig.

Kalkmørtel er lavet af brændt kalk, kulekalk, sand og vand, i passende forhold i forhold til den konkrete opgave. 

Jura kalk, også kaldet hydraulisk kalk, minder om cement. Det er tidligere, før man var i stand til at få ovnen op på de meget høje temperaturer, blevet brugt som en slags cement f.eks. til fundamenter. Det er fremstillet af kalk tilsat lidt ler, som derefter er brændt.

Anvendelse

Kalk anvendes som beskrevet både til kalkmørtel, der kan bruges til at mure og pudse med og læsket kalk til at kalke udendørs og indendørs vægge og loft mv.

Man kan normalt ikke kalke på træ, der har været behandlet, på puds der indeholder cement, eller på beton, eternit, granit og metal. Hvis man har en pudset væg, som man er i tvivl om man kan pudse med kalkpuds, kan man lave en fugtighedsprøve. Man hælder vand på overfladen for at se om det trænger ind. Hvis vandet perler af, kan man ikke anvende kalk. 

Ubehandlet træ kan godt kalkes, hvilket nogen gange gøres f.eks. ved bindingsværk.

Kalk er en god overfladebehandling af indvendige flader i kældre, og f.eks. i gamle landsbykirker, hvor der er risiko for opstigende fugt, som skal kunne diffundere ud af væggen. Kalk er meget diffusionsåben og endda det man kan kalde ’kapillært åben’. Det betyder, at kalken, hvis den påføres i finere og finere lag, vil bidrage til at trække fugt ud af væggen.

Drift

Huse fra før 1960, eller huse der er bygget senere, men hvor der er anvendt kalk, skal efterbehandles med kalk. 80 % af de bygninger vi har i Danmark i dag er bygget med kalkmørtel. 

Overflader kalket med kulekalk har en forventet holdbarhed på 5-8 år, men kan i nogle tilfælde holde meget længere. Hvis man anvender kulekalk, der har lagret i mange år, kan det holde i op til 30 eller endda 50 år, hvilket man f.eks. benytter sig af indvendigt i gamle landsbykirker.

Udvendige vægge, der kalkes med almindeligt stampet kalk (ikke kulekalk) skal kalkes årligt eller ofte. Hvis man i stedet vælger at bruge kulekalk, der er lidt dyrere – kan man altså nedsætte vedligeholdelsesfrekvensen.

Bortskaffelse

Kalk kan bortskaffes sammen med puds eller murbrokker. Inden bortskaffelse skal kalken dog analyseres for fremmede stoffer. Eksempelvis forefindes problematiske stoffer som kalmium og strontium ofte i ældre kalkbyggerier, og disse skal i givet fald sorteres fra.

Det er i dag muligt at genbruge kalkmørtel ved at opsamle det ved nedrivning af byggeri, knuse det og anvende det i stedet for sanddelen i ny mørtel. Der er også forsøg i gang med at skille sand og kalk ad og brænde kalken igen.

En anden meget vigtig pointe er, at ved murværk muret med kalkmørtel kan murstenene genanvendes, mens cementmørtel er så svær at fjerne fra mursten, at det reelt betyder, at de ikke kan genanvendes, men ender som vejfyld.

Kalkning af væg og loft

Inden man kalker en væg med kalkmælk – eller før man pudser en væg med kalkpuds eller murer med kalkmørtel, er det godt at forvande med kalkvand. Derved kan man forstærke kalkens binding til underlaget idet man tilfører ekstra mange bindere til overfladen og sikrer at kalken smitter mindre af og holder længere. Hvis man anvender kalkvand skal man kalke vådt i vådt for at få et godt resultat. Hvis man ikke kan overholde ’vådt i vådt’ er det bedre at forvande med almindeligt vand.

Der kalkes derefter med kalkmælk i flere lag – efter behov. Til sidst kan man afslutte med et lag kalkvand, for at opnå den mest robuste overflade.

Kalkmørtel

Kalkmørtel er let at arbejde med, da konsistensen er forholdsvis blød. Det betyder også at der ikke er behov for tilsætningsstoffer.

Når man murer eller pudser med kalkmørtel, skal man være obs på, at hærdetiden er lidt længere end med cementmørtel, mens den er lidt kortere end ved brug af lermørtel.