Teknik i fokus
Projektering
Det er vigtigt at tænke miljøhensyn ind, allerede når man planlægger et nyt byggeri eller en renoveringsopgave. Traditionelt har det ofte været hensyn til økonomi og valg af velafprøvede og gennemtestede løsninger, der har vejet tungt, når man har planlagt et byggeprojekt.
For at sikre, at byggeriet bliver så bæredygtigt som muligt, skal man allerede i projekteringen optimere ud fra hensyn til miljø og natur. Samtidig skal man tage højde for hensyn til funktion, holdbarhed og æstetik. Derved kan man skabe en bygning, man kan have glæde af i mange år.
Overvejelser ved bæredygtigt nybyggeri
Placering af bygning på grunden
Terræn, verdenshjørner, solindfald og læ – også i forhold til placering af terrasser og andre behov.
Funktion og fleksibilitet
Hvilke funktioner forventes bygningen at skulle opfylde? hvad kan man gøre for at bygningen bliver fleksibel, så den kan tilpasses til andre behov over tid? (er det for eksempel muligt at flytte vægge, at ændre en stor bolig til to små eller ændre bolig til erhverv eller omvendt?)
Enkelhed
Ved at vælge en enkel bygningskrop – frem for en bygning med mange fremspring og spir – kan man komme længst for de samme penge og ressourcer. Varmetab fra bygningen kan minimeres ved at begrænse husets overflade. Varmetab fra rør kan begrænses ved at minimere rørlængder og placere installationer samlet.
‘Bred hat og store støvler’
Et godt tagudhæng og en høj sokkel kan sikre mod overophedning og opfugtning af de nedre dele af facaden.
Materialevalg
Her er principper for LCA et godt udgangspunkt. Men også sammensætning af materialerne er vigtig. Hvordan kan man sammensætte materialerne, så de kan håndtere fugt, og opfylde brandkrav osv.?
Teknologiske løsninger
Vær obs på elforbrug, forbrug af knappe ressourcer som sjældne metaller mv., og behov for vedligeholdelse. Det er vigtigt, at man ikke blander materialerne, så de ikke kan skilles ad igen ved nedrivning.
Hvordan undgå problematisk afgasning
Mange byggematerialer indeholder uønskede kemiske stoffer, der i en kortere eller længere periode efter ibrugtagning, vil afgasse og medføre problemer i indeklimaet.
Der sker typisk afgasning fra maling, fra en række spartel- og fugemasser, fra linolie, træ og overfladebelægninger og fra produkter, der indeholder lim.
Ved at vælge materialer med meget begrænset indhold af miljøskadelige stoffer allerede ved projekteringen, kan man sikre et indeklima med begrænset afgasning af problematiske stoffer.
Overvejelser ved bæredygtig renovering
Ved renovering af eksisterende byggeri er det også godt at lave en samlet planlægning. I en sådan projekteringsfase skal man bl.a. have fokus på:
Bygningens stand
Er bygningen i tilstrækkelig god stand til, at renovering er den rigtige løsning? Lav en totaløkonomisk vurdering , vurder renovering i forhold til nedrivning, vurder ressourceforbrug og affaldshåndtering i hele processen.
Fundamenter og dræn
Er disse grundlæggende forhold i orden – og er bygningen fri for fugt?
Enkeltdele
Hvilke bygningsdele og materialer kan med fordel bevares? (Gulve, stuk, døre, installationer, tagsten osv.)
Genbrug
Kan der anvendes genbrugsmaterialer, der matcher den arkitektoniske stil?
Helheden
Er der særlige ting, I vil prioritere? Hvordan afvejes hensyn til energibesparelser, miljø, indeklima, æstetik, funktionalitet og økonomi?
Bygningens funktion
Kan man ændre i bygningens funktion, f.eks. ved at fjerne vægge, øge lysindfaldet eller forbedre lydisoleringen? Kan man placere isoleringen på ydersiden af den eksisterende væg eller over spærene og derved skabe ekstra ståhøjde og rummelighed? Eller kan man forbedre sammenhæng med udearealer, ved at lave en ny dør eller måske en havestue?
Kemi
Hvordan kan fugemasser og andre stoffer, der afgasser uønskede kemiske stoffer undgås? Der er også visse byggematerialer, der har været anvendt i bestemte perioder, som indeholder giftige stoffer og som man derfor skal være særligt opmærksom på ved nedrivning. Det gælder f.eks. asbest, PCB i fugemasser, ftalater i byggematerialer og bly i maling.
PCB var tilladt i perioden 1950-77, mens maling der indeholder bly først blev forbudt i 2001. Man skal derfor være opmærksom på dette ved renovering af boliger fra disse perioder. Blyholdig maling på f.eks. gammel tapet betragtes ikke som forurening, så længe det sidder skjult bag flere års maling og spartel. Men ved renovering af bygningen bør man få undersøgt, om der er problematiske materialer, og i så fald håndtere disse korrekt.
Vedvarende energikilder
Kan man integrere vedvarende energikilder som solceller, solfanger, eller varmepumpe / jordvarme?
Andre anlæg
Kan der med fordel etableres regnvandsopsamling? Komposttoiletter? Lokal spildevandsrensning?