
Byggematerialer
Isolering
Når man vælger isoleringsmateriale, er det en god idé at se på hele livscyklussen og prioritere materialer med lavt forbrug af ressourcer og med den mindst mulige miljøbelastning.
Herunder er det godt at vælge materialer, som ved nedrivning kan bruges igen og ikke havner i deponi.
Hvis muligt er det en god idé at vælge et isoleringsmateriale, der er ”up-cyclet”, det vil sige produceret af genbrugsmaterialer eller restprodukter frem for isolering produceret af nye materialer.
I vægge og tag er det afgørende, at alle materialer er gode til at transportere fugt, således at fugt fra indeklimaet kan bevæge sig igennem materialerne.
Overvejelser
Når man vælger hvilken type isolering man vil bruge til et bæredygtigt byggeri, er det vigtigt at se på:
Er materialerne gode til at håndtere fugt?
Indgår materialet i en Cirkulær materialeøkonomi?
Har det en fornuftig livscyklus (LCA)?
Er arbejdsmiljøet i orden?
Ved langt de fleste isoleringsarbejder i Danmark anvendes mineraluld, som jo har bidraget til meget store energibesparelser i bygninger – men som ikke i ret høj grad opfylder de her nævnte egenskaber.
Der er gennem de senere år udviklet en række isoleringsprodukter, som ud fra en samlet vurdering er mere velegnede, også til diffusionsåbne konstruktioner, da de er gode til at håndtere fugt. Papiruldsisolering, isoleringsmåtter af hør eller hamp, halm, træfiber, uld og bomuld er gode eksempler på velegnede moderne isoleringsmaterialer til vægge og tag. Se mere om de enkelte herunder.
Lær mere om isolering
Inden du scroller videre til de enkelte isoleringsmaterialer, så brug fem minutter på at lære mere om isolering generelt: Om at bruge det rigtige isoleringsmateriale til den rigtige opgave; om cellulosebaseret isolerings fordele i forhold til mineraluld, og om, hvordan dampspærren er unødvendig.
Isoleringsmaterialer
Hør- og hamp
I dag er forbruget og produktionen af hør- og hampemåtter i vækst i flere lande, blandt andet i Tyskland, England og Frankrig. I Danmark har man kunnet købe hør- og hampeisolering siden slutningerne af 90’erne.
Måtterne bliver lavet af de korte fibre fra plantestilke. Fibrene er et biprodukt fra produktion af tekstiler. Isoleringsmåtter af hør og hamp har overordnet de samme egenskaber.
Hampeblokke / Hempcrete
Mens hampeisoleringsmåtter har været kendt i Danmark siden starten af 90’erne, er hempcrete brugt meget lidt, men så småt på vej frem.
Hempcrete er hampefibre som blandet med kalk giver en cementagtig masse, som samtidig har en høj isoleringsevne. Hempcrete kan benyttes med for eksempel en trækonstruktion som bærende konstruktion.
Træfiber
Træ er et af de mest bæredygtige byggematerialer. Træfibre er et relativt nyt isoleringsmateriale og salget er i fremgang. I gamle dage brugte man savsmuld og høvlspåner i eksempelvis etageadskillelser og revner og sprækker. I dag har man en række industrialiserede isoleringsprodukter baseret på træfiber. Det har været brugt i Danmark siden 1990’erne og i Sverige siden 1980’erne.
Papiruld
Papir i form af cellulosefibre har været brugt til isolering af bygninger i over 100 år i en række lande, bl.a. i USA. Det første patent på fremstilling af isolering af genbrugspapir blev udtaget i England i 1893, og i dag bruges papiruld som isoleringsmateriale i mange europæiske lande. I Tyskland, Østrig og Schweiz er op mod 25% af boligmassen isoleret med papirgranulat.
Halm
En halmballe isolerer ret godt, og det er et materiale, der er til rådighed i store mængder til en rimelig pris. Desuden er det CO2 neutralt og anvendelse i byggeri er samtidig en måde at lagre CO2 på. Desuden giver det ikke noget affaldsproblem, da halmen kan genanvendes eller komposteres ved evt. nedrivning af byggeri.
Ekspanderet Polystyren (EPS)
EPS, også kendt som flamingo, er en forkortelse for ekspanderet polystyren.
Polystyren er fremstillet af olie, som jo er en ikke-fornybar ressource, men har derudover en god miljøprofil. Det kan brændes ved nedrivning.