Maling
Linoliemaling
til udendørs og indendørs brug
Råmateriale
Linolie udvindes fra hørfrø, og er altså en fornybar ressource. Linolie anvendes i 5 variationer til imprægnering og maling:
Rå koldpresset linolie
Rå varmpresset linolie
Kogt linolie
Kogt og iltet linolie - også kaldt linoliefernis
Ekstra kogt linolie - også kaldt standolie
Til grunding af træværk kan med fordel anvendes kogt linolie, og til linoliemaling anbefales linoliefernis evt. tilsat standolie.
Udover linolie kan linoliemaling indeholde: Titanhvidt, marmorpulver, zinkhvidt, overfladeaktivt stof, silikone. Nogle typer af linoliemaling indeholder sikkativer, der fremmer hærdningen, samt til udendørs brug, fungicider, der hæmmer skimmelsvamp og algebegroning.
Anvendelse
Linoliemalingen anvendes til udendørs træværk. I afhærdningsperioden er der en afgasning i ca. 2-3 dage, som kan virke lettere irriterende for øjne og slimhinder uden dog at være sundhedsskadeligt. Fungicider vil dog afgasse i en længere periode – derfor må dette kun anvendes til udendørs brug.
Linoliemaling kan også anvendes til indendørs træværk. Linoliemaling, fremstillet af fernis og farvepigmenter til indendørs brug afgasser især de første 2-3 dage – derefter er der kun en ubetydelig afgasning. Hvis malingen indeholder andre stoffer kan det have en længere afgasningstid – tjek deklarationen.
Fremstilling
Linoliemalingens råvarer blandes sammen, dispergeres, og formales derefter i en kuglemølle, der svarer til et trevalseværk.
Drift
Linoliemalingen evner at trænge langt ind i træet og beskytter træet indefra. Overfladebehandling med linoliemaling kan derfor holde i 5 til 10 år. Den tørre overflade afskaller ikke og er let at vedligeholde ved overtørring med linolievædet klud hvert femte år og genmaling efter behov.
Linoliemalingen er både vandafvisende og diffusionsåben og egner sig derfor til en åndbar konstruktion.
Til udendørs træværk. I afhærdningsperioden – der går ca. 3-4 uger før den er gennemhærdet - er der en afgasning som kan virke lettere irriterende for øjne og slimhinder uden dog at være sundhedsskadeligt.
Bortskaffelse
Ren linoliemaling har intet miljøskadeligt indhold, og kan nedbrydes i naturen. Generelt må det anbefales at læse på emballagen, da forskellige produkter kan indeholde forskellige stoffer.
Fordele og ulemper
+
Fordele
Unikke egenskaber som diffusionsåben og vandtæt overfladebehandling.
Naturprodukt fremstillet primært af fornybare ressourcer
-
Ulemper
Nogle typer af linoliemaling kan være svær at påføre pga. tyk konsistens
Anvisninger til påføring skal følges nøje for at opnå optimalt resultat.
Klude, papir mv. med linolie har risiko for at selvantænde. Opbevar dem f.eks. i lufttæt emballage eller dyp i vand.