Det Bæredygtige Tag
Stråtag
Oprindelse
Strå, eller tagrør, og tidligere også langhalm (rughalm) var en almindelig tagbeklædning i Danmark, indtil det blev forbudt i byerne på grund af brandfare i starten af 1800 tallet. Siden har nybyggeri med stråtag været et sjældent syn.
I moderne byggeri bliver stråtaget nu mere almindeligt igen – dels på grund af æstetik og den øgede interesse for bæredygtigt byggeri, men ikke mindst fordi risikoen i forhold til brandfare er reduceret betydeligt.
Ændrede brandkrav til stråtag
På baggrund af nye tests og med hjælp fra en brandsikker glasfiberdug, er kravet om afstand fra en bygning med stråtag til skel fra juli 2016 blevet halveret fra 10 meter til 5 meter. Dette er et afgørende skridt, da det betyder at man igen kan bygge med stråtag i byerne, især i mindre byer og i forstæderne.
Råmaterialer
Rør fra planten tagrør eller strå fra elefantgræs.
Fremstilling
Tagrør høstes langs fjorde og søer, renses for knækkede strå og bundtes. Strå af typen Miscantus (elefantgræs) er egnede til økologisk dyrkning. Størstedelen af tagrørene til stråtag i Danmark importeres.
Anvendelse
Stråtaget er egnet til de fleste tagkonstruktioner, dog skal taget have en hældning på minimum 45 grader. Jo stejlere tag, desto længere holdbarhed.
Hollænderne har med stor succes introduceret stråtaget på moderne byggerier af yderst forskellige arter: Alt fra lejlighedskomplekser til plejehjem og rigmandsvillaer bliver tækket. Derved sikres en særlig æstetik og atmosfære, og samtidig tager man hensyn til klima og miljø. I Holland er det tækkede tag blevet ligestillet med andre tagbeklædninger, hvad angår brandhensyn. Foto: Jørgen Kaarup
Opbygning
Når taget skal lægges, skærer tækkemanden M/K bundterne op, breder stråene ud i en passende tykkelse, lægger en rund galvaniseret jernstang hen over dem. Dernæst fæstnes stråene til tagkonstruktionen ved at skrue ind i lægten under stråene. Til det bruger tækkemanden en batteri-skruemaskine og på skruen er der to lange, rustfrie ståltråde, som tvistes rundt om jernstangen, som derved strammes ind, så taget ligger fast. For hver lægte lægges der strå ud, som skrues fast.
Det er kun rodenderne af stråene, man ser, når man kigger på et stråtag. Al resten af de omkring to meter lange tagrør ligger gemt inde i taget. Indtil midten af 1980erne blev tagene syet fast med garn eller ståltråd. I dag er det kun få, fredede huse, hvorpå symetoden bruges.
Stråtaget afsluttes med en mønning, der traditionelt blev lavet af havrehalm og græstørv, men som kan laves af en lang række materialer. Holdbarhed og vedligeholdelse varierer – en mønning, også kaldet en rygning, af halm holder kun i få år, mens en af kobber eller træspån typisk har en holdbarhed, der er lige så lang som stråtagets.
Drift
Et veludført stråtag holder i 50 år, hvis det vedligeholdes efter anbefalingerne i branchevejledningen.
Stråtag bygget op på den hidtil mest anvendte måde
Som oftest efterisoleres et stråtag med mineraluld. Da mineraluld ikke kan transportere fugt er det almindeligt at bygge en konstruktion med en spalte til luft imellem isoleringen og strået. På den måde undgår man kondensering og dermed fugtskader på undersiden af strået. Til gengæld øger luft-gennemstrømningen brandfaren og derfor lægges der en branddug af glasfiber. Det kan medføre, at man får et meget lufttæt hus, hvilket kan resultere i et øget behov for energikrævende mekanisk ventilation.
Stråtag uden dampspærre
Som isoleringsmateriale i stråtagskonstruktionen kan man i stedet for mineraluld benytte et organisk isoleringsmateriale, som for eksempel hør eller hamp, og som alternativ til krydsfinerplader kan man eksempelvis lægge strået på rupløjede granbrædder.
Ud over samlet set at være en bæredygtig tagløsning, er materialerne diffusionsåbne. Dette vil sige, at fugt transporteres ud igennem materialerne og ikke ophobes i tagkonstruktionen. Man kan derfor undvære luftspalten mellem strå og isolering og mindske den dertil hørende brandfare. Det betyder igen, at man kan undvære den lufttætte dampspærre og få et ’åndbart’ hus med et sundt indeklima.
Miscantus – lokalt dyrkede strå
Miscantus er en type af elefantgræs, som de senere år dyrkes i Danmark. Ud over at være velegnet til stråtag fungerer Miscantus også som grundvandsbeskyttelse.
Fordele og ulemper
+
Fordele
En LCA har vist, at stråtaget er det mest klimavenlige tag af alle.
Nye metoder har betydet at brandfare ved stråtage er stærkt reduceret og lovgivning om afstand til skel er derfor sat ned til 5 meter.
Tagrør og strå er naturmaterialer og dermed en vedvarende ressource.
Tagrør og strå kan gavne miljøet og beskytte grundvandet, ved den rigtige dyrkning. Miscantus er egnet til grundvandsbeskyttelse, tagrør er gode til at rense vandet på vejen mod vådområder, fordi det bruger kvælstof og tilbageholder tungmetaller.
I en ’åndbar’ stråtagskonstruktion, hvor strået sidder tæt til underlaget, opfylder man brandkrav og får glæde af stråets isolerende effekt, uden at gå på kompromis i f.t. at sikre en diffusionsåben konstruktion, hvorved stråtaget medvirker til at sundt indeklima.
Monteringen kræver arbejdstimer, men kan til gengæld skabe lokale arbejdspladser.
-
Ulemper
Stråtaget egner sig ikke til regnvandsopsamling.
Stråtaget er i den dyre ende af tagmaterialer, omtrent samme pris som tegltag. Ved ældre huse har det imidlertid flere gange vist sig, at stråtaget er billigere end tegl, fordi der er færre krav til opretning af skævt tømmer i tagkonstruktionen.
← tilbage til Det Bæredygtige Tag
På Det Åndbare Hus er taget tækket med strå af typen Miscantus (elefantgræs) og siderne er tækket med tagrør, der arkitektonisk set har en lidt finere struktur. Den luftspalte, der typisk laves under et stråtag for at sikre ventilation, er udeladt og i stedet slutter strået helt tæt til undertaget. Derved undgår man et mellemrum hvor der er ilt, og herved bliver konstruktionen mindre brandbar. Konstruktionen er udført med rupløjede brædder, der antages at have samme brandsikkerhed, som når man benytter krydsfiner.
