Temaforløb

Indeklima

Kort fortalt:

• Passende luftfugtighed

• Diffusionsåbne materialer

• Undgå træk og støj

• Undgå uønsket kemi

INTRODUKTION Et godt indeklima sikres ved at begrænse afgasning af uønskede stoffer fra de bygninger, vi opholder os i. Der sker typisk afgasning fra maling, fra en række spartel- og fugemasser, fra overfladebelægninger og fra produkter, der indeholder lim. Der forekommer også afgasning fra naturlige produkter som linolie og træ. Når man vælger maling, gulv, møbler og alt andet inventar, er det vigtigt at vælge noget uden skadelig kemi. 

Nye huse indeholder afgasning af MI, som er et stærkt allergifremkaldende konserveringsmiddel. Det er forbudt at bruge i cremer, men findes stadig i stort set al vægmaling. Det står i arbejdsmiljøloven, at byggematerialer ikke må afgasse med skadelige stoffer, men der er stadig mange stoffer, der slipper gennem kontrollerne.

Fugt er en anden vigtig ting at forholde sig til. Når vi mennesker bader, laver mad, tørrer tøj og trækker vejret, producerer vi en masse fugt. Godt hver 5. bolig har problemer med for meget fugt, og hver 8. husstand har problemer med skimmelsvamp, som kan føre til astma og allergi. En relativ luftfugtighed på 40-60 % er passende. Men derudover kan for lav luftfugtighed i f.eks. betonbyggeri, give problemer med tørre slimhinder, hovedpine, træthed m.m. At skabe et godt indeklima handler i høj grad om livskvalitet.

Det er vigtigt at bygge lufttæt, for ikke at tabe varme, men lufttæt er ikke lig fugttæt. Et ”åndbart” eller diffusionsåbent hus er et hus, hvor konstruktionen er bygget op, så fugt kan bevæge sig gennem væg- og tagkonstruktionen. Fugten kan sprede sig ud gennem konstruktionen, fra et materiale til det næste og til sidst ”slippe ud” af huset. 

Hvis man bygger af materialer, der ikke kan håndtere fugt, f.eks. mineraluld, så er man nødt til at bruge en dampspærre. På den måde sikrer man, at der ikke går svamp i konstruktionen, men man holder samtidig al fugten inde i huset. Det betyder, at man er nødt til at installere ventilationssystemer, som bruger mange ressourcer i form af materialer, plads og energi.

Samtidig er dampspærren en meget sårbar konstruktion, fordi der nemt både ved montering og gennem tiden går hul i ”plastikposen”. Når det sker, koncentreres al fugt ud i konstruktionen et enkelt sted, og risikoen for skimmelsvamp bliver meget stor. Det er samtidig ofte svært at opdage og lokalisere skaden, som så kan nå at brede sig meget.

Den diffusionsåbne konstruktion er uden dampspærre. Behovet for at fjerne fugt ved hjælp af ventilation er mindre, når noget af fugten selv kan vandre ud gennem væggen, og man behøver derfor ofte ikke at have eldrevet ventilation, men kan nøjes med naturlig ventilation. Materialer med gode fugtregulerende egenskaber, som eksempelvis ler, kan derudover fungere som buffer, der optager og afgiver fugt til rummet. Det hjælper til at sikre et godt indeklima. 

Det er attraktivt at se på muligheder for naturlig ventilation, da der er en række problemer ved mekanisk ventilation: Den kan give tør luft samt støj og træk, god varme bliver smidt ud af huset, der er omkostninger forbundet med strøm, og der bruges ekstra ressourcer til selve anlægget.